V Takket være nu afdøde lokalhistoriker Sophus Jensen, har man fundet via byens arkiver, frem til Lyngkroens alder som Sophus Jensen første gang omtaler i en avis artikel d. 9. februar 1935, hvori nævnes: På grænsen mellem Nykøbing og Rørvig ved den meget trafikerede turistvej ligger Julius Bøjes gamle, kendte ejendom. Bygningerne bærer præg af sin oprindelse: En landevejskro af den gamle type. Her har nemlig været kro, før der nogen blev kro i Rørvig.
Hvor gammel bygningen er, er der vist ingen, der ved, men i en lervæg er indgraveret årstallet 1832. På det tidspunkt er huset  måske repareret. At det absolut er en af de ældste bygninger i sin type er der ingen tvivl om. Den kan efter sagkyndiges skøn føret tilbage til begyndelsen af det 18. århundrede. Træder man ind i huset, findes som i fortiden lergulv i gang og første stue. Og man møder en sjældenhed som en bilæggerovn af meget sjælden art, som sikkert havde historisk interesse, men den blev solgt som gammelt jern.
I en senere artikel i Sjællands-Posten d. 27. september 1958.
Da avlsbruger Julius Bøje i 1940 solgte ejendommen, der havde været i tre generationers eje, havde han også en gammel krobevilling fra sin bedstefaders tid, men den bortkom desværre og man vidste faktisk intet om kroens fortid, ud over at Bøje kunne huske at kroenbevililngen var udstedt i 1795.
Ved et tilfælde ved undersøgelse af en pakke efter afdøde prokurator Lunø, som indeholdt sager om Nykøbing Vang og Flyvesandsjorder fik man øje på en gammel krobevilling anno 1795. Man ved da straks klar over, at her var nøglen til Lynkroens fortid. Her fandtes selve den Kgl. krobevilling til Lyngkroen.
Denne bevilling daterer sig fra 5. marts 1795, og var givet til husfæster Christian Rasmussen. Ejendommen kaldtes dengang Lynghuset, og sogneskellet mellem Rørvig og Nykøbing gik midt igennem Lynghusets bygning. Krostuen lå i Rørvig, salen i Nykøbing.
Dengang opkrævedes den såkaldte konsumtionsafgift, og Baron Knuth til Bonderup havde i flere år forpagtet konsumtionsvæsnet i Nykøbing, og dermed også de såkaldte milepenge, der afkrævedes ved milestederne i sogneskellene.
Baron Knuth ejede Lynghuset, som Christian Rasmussen havde fæstet, og han måtte så tillige opkræve de dengang så forhadte milepenge, som kun var til udgift og sinkeri for de vejfarende. Der var både et led her og ved Lynghuset, og et hvor vejen fra Nakke møder vejen til Rørvig. Sidstnævnte led benævntes Kongeleddet, fordi sognets beboere her modtog Christian d. 8 og senere Frederik d. 7. Christian Rasmussen havde i nogen tid ydet de rejsende husly og beværtet dem uden at kunne modtage betaling herfor, fordi han ingen bevilling havde.
I 1794 blev han af prokurator i Nykøbing sagsøgt for at have solgt for 2 mark brændevin til en skipper, men blev dog frifundet. Byfoged Kildler i Nykøbing tilkendegav imidlertid, at han måtte huse og beværte de vejfarende, hvoriblandt bar folk på vej til og fra overfarten fra Odsherred til Nordsjælland og Jægerspris.
Flere af byens og egnens folk opfordrede ham til at søge kongens bevilling til at drive kro i denne øde og barske egn med kun lyng og revlingkrat, og hvor vejen kun var et hjulspor i lyngen og hist og her af stormen forkrøblet træ. Ansøgningen og den kgl. Bevilling blev overdraget den senere vært og ejer Knud Hansen, som meget petitessefuldt satte dem i glas og ramme, men som senere blev ildens bytte ved kroens brand i 1958. På ansøgningen om krobevilling fra Kongen, sluttes med følgende datidens snørklede skrivemåde: ”Allerunderdanigst husfæster Christian Rasmussen, lægger herved for Deres majestæts fødder min allerunderdanigste bønskrivelse. Allerunderdanigst Christian Rasmussen  og det hjalp.
Efter en brevveksling mellem byfoged og det Kgl. Cancelleri af 8. november og 6. december 1794 fik Christian Rasmussen udstedt bevilling den 5. marts 1795. Den gav ham ret til herberge og beværte dem med spise og drikke, dog måtte han aldeles ikke brænde brændevin eller brygge øl uden til nogen husfornødenhed.Konsumtionsforpagteren, Baron Knuth skulle dog have indseende med kroen, og afkræve en årlig afgift på 5 rdl. Hvor længe Christian Rasmussen var kromand er ikke sikkert, men Julius Bøjes bedstefar drev vistnok kroen til konsumtionsvæsenets nedlæggelse i 1851.  Derefter blev den drevet som landejendom til den blev solgt ca. 1940 til ejendomsmægler Stanley Segner. I 1941 genåbnede Lynghuset efter mange års forløb igen som traktørsted af Anton Jensen, som fik krobevilling i 1947 og herved fik navnet Lyngkroen.
I 1949 forpagtede Gulla og Knud Hansen kroen for senere i 1951 endelig at overtage ejendommen.
Gulla og Knud Hansen markerede Lyngkroens 160 års jubilæum d. 5. marts 1955 med bl.a. sildebord til en pris af kr. 2,25 og fra kl. 20 underholdning og dans til Helmer Frückmanns trio. Kroen gav gratis fødselsdagskaffe.
I september 1958 nedbrændte den smukke idylliske Lyngkro med sin karakteristiske stråtækte røde bygning. Allerede i forsommeren 1959 opstod kroen igen i sin nuværende skikkelse, således at den igen var klar til at modtage de mange sommergæster.
D. 1. juni 1977 sælger Knud Hansen Lyngkroen til Anna og Erik Nielsen der som 2. generation gennem mange år havde drevet Snertinge Kro.
Efter Erik Nielsens død i 1986 overgik den daglige drift til sønnen Finn og hans hustru Ruth.
I 1990 blev Sommerhus/Anneks bygget bl.a. for at have værelser til udlejning. 
I 1996 blev der ved siden af kroen opført fire fritidshuse/feriehuse, så der i dag rådes over i alt 40 sengepladser. 
I 1999 blev Jægerstuen udvidet og moderniseret, således at der i dag er plads til 40 personer til selskab og 50 personer til a al carte. 
D. 1. juni 2002 fejrede familien Nielsen 25 års jubilæum som indehaver af Lyngkroen. 
Sidste store modernisering/renovering er indretning og udvielse af samtlige toiletter inkl. handicap venlige toiletter og tre nye dametoiletter samt herretoilet. Herudover er der bygget et nyt stort indgangsparti med flisebelægning.
I 2007 overtog Helle Wiuff Lange Lyngkroen.